Graviditet

Er du gravid ?

Hvis du tror du er gravid, kan du 5 dage efter dit forventede menstruationstidspunkt få taget en graviditetstest i vores lægehus. Urinen skal være en morgenurin. Prøven tager 5 min., og du får besked med det samme. Graviditeten udregnes fra din sidste menstruations første dag. Den første uge efter sidste menstruation kaldes uge O. Du har termin i uge 40.
Hvis du er gravid, kan du bestille en tid til undersøgelse og udfyldelse af papirer hos os.

1. graviditetsundersøgelse: uge 8 – 10

  • Svangrejournal, vandrejournal
  • Medbring morgenurin
  • Blodprøver til undersøgelse for blodprocent, hepatitis B virus, HIV, syfilis, samt blodtypebestemmelse og blodtypeantistof.
  • Blodprøver til dobbelttest forud for nakkefoldsscreening, hvis denne ønskes.
  • Nogle gravide skal undersøges for graviditetssukkersyge afhængig af individuelle risikofaktorer. Dette taler du og lægen om ved 1. graviditetsundersøgelse.

2. graviditetsundersøgelse: ca. uge 25

  • Medbring morgenurin.
  • Blodprøver på rhesusnegative kvinder.

3. graviditetsundersøgelse: ca. uge 32

  • Medbring morgenurin.

4. undersøgelse af mor 8 uger efter fødslen

  • Snak om moderens fysiske og psykiske tilstand efter fødslen.
  • Underlivsundersøgelse.
  • Evt. snak om fremtidig prævention.
  • Celleskrab, hvis dette er blevet udskudt pga. graviditet.

Anbefalinger om indtag af vitaminer og mineraler:

  • Folinsyre 400 mikrogram dagligt fra graviditeten planlægges til og  med 12 uger inde i graviditeten. Ved tidligere neuralrørsdefekt, abort etc. anbefales folinsyre 5 milligram daglig.
  • Jerntilskud 40-50 milligram daglig fra uge 10 – eller senest fra uge 18. Jern skal opbevares utilgængeligt for børn. Jern i multivitamin medregnes ikke. Jerntilskuddet tages mellem måltiderne og samtidig indtagelse af C-vitamin f.eks. i form af juice øger optagelsen.
  • Vitamin D tilskud 10 mikrogram i hele graviditeten.
  • Evt. calciumtilskud – Hvis du ikke indtager mælkeprodukter anbefales tilskud med 500 milligram calcium daglig. Calcium indtaget er sikret ved indtagelse af ½ liter mælkeprodukt dagligt.